Fokuser på dit potentiale- ikke din fortid

Forleden havde jeg en snak med en mega sej kvinde. Hun har virkelig gang i sin karriere, men alligevel har hun en stor lyst til at starte sit eget.

Den virksomhed hun gerne vil starte er design af sko. Hun elsker at være kreativ og hun elsker sko, så hun var slet ikke et sekund i tvivl om, at det skulle være det. Hun beundrede alle de skodesignere, som havde gjort noget ved deres drøm.
Og her sad hun selv- stuck i sin egen drøm. For det var hun. Hun sad simpelthen fast i sin drøm.

Grunden til hun sad fast var på grund af en masse overbevisninger, som holdt hende tilbage. De overbevisninger hun havde var:
“Jeg har ingen erfaring som skodesigner”
“Jeg kan ikke designe sko, fordi jeg kan ikke finde ud af at gøre dem unikke”
“Jeg har ingen kreativ uddannelse”
Og så videre, og så videre.

I bund og grund gav hun mig en hel liste med ting hun IKKE kunne finde ud af og ikke havde erfaring med. Og med den megalange liste af overbevisninger, så kunne jeg egentlig godt forstå, at hun ikke havde gjort noget ved sin drøm! For hold da nu op, det gjorde da overhovedet ikke noget godt for hende at blive ved med at fortælle sig selv det.

Jeg siger ikke, at de ting hun sagde ikke var korrekte. Fordi det var de da. Hun havde jo ingen erfaring som skodesigner. Hun havde heller ingen kreativ uddannelse (som jeg måske heller ikke synes er en blåstempling for at man kan blive skodesigner, men fred nu være med det ;))

Jeg ved egentlig ikke, hvad der skal til for at blive skodesigner. Men hvad jeg ved, er at det ikke dur noget at basere sin fremtid på sin fortid. Med det mener jeg, at selvom man ikke har opnået de kompetencer, som der skal til for at gøre sin drøm til virkelighed (i det her tilfælde skodesigner), så betyder det bestemt ikke at drømmen ikke er mulig. Det betyder bare, at man i sin fortid simpelthen ikke har tilegnet sig de kompetencer, som der skal til.

I bund og grund har ens fortid overhovedet ikke noget med ens fremtid at gøre. Vi kan alle ændre os. Vi kan alle forbedre os. Vi kan alle tilegne os nye kompetencer. Så hvad vi ikke havde/var i fortiden kan vi sagtens få/være i fremtiden.

Hvad vi i stedet altid har- det er potentiale. Vi har potentiale til at blive det, vi gerne vil. Hvorfor ved jeg det? Fordi vi alle er født med det samme potentiale! Det er hvad vi gør med vores potentiale, som differentierer os fra hinanden.

Det er lidt den klassiske- “når andre kan gøre det, så kan du også”. Men der er altså en sandhed over det. Hver gang du ser en person lykkes med det du gerne vil lykkes med, så er det et bevis for, at det også kan lade sig gøre for dig.

Hvis du bliver i tvivl om hvorvidt din drøm er muligt med dit udgangspunkt, så spørg dig selv det her:
“Er der nogen i hele verdenen, som har været i præcis min situation og med de samme kompetencer som jeg har, som alligevel har lykkedes med det, som jeg gerne vil lykkes med?”

Hvis du kan svare ja, så er det et bevis på, at du også sagtens kan gøre det. For som sagt- hvis en anden kan, jamen så kan du også!
Hvis du svarer nej- jamen så lyver du bare over for dig selv, og så skal du spørge dig selv spørgsmålet en gang til ;-)) Hehe ej, selvfølgelig kan det godt være, at du har en crazy crazy drøm, som bare ingen andre har opnået, men de fleste gange kan der svares “ja” til det her spørgsmål, og så er det altså et bevis på, at det sagtens kan lade sig gøre for dig.

Det kan være SÅ drænede at blive holdt tilbage af sine overbevisninger. For så rykker vi ikke på de ting vi egentlig gerne vil her i livet. Og det er sgu ærgerligt! Årsagen til de her dumme overbevisninger er pga. episoder i vores fortid, men de gør bare intet godt for de ting vi gerne vil i fremtiden. Så der er det bare hurtigst muligt at få gjort noget ved de overbevisninger og så i stedet tænke på ens potentiale- ikke ens fortid.

Og husk, hvis du bliver i tvivl om det kan lykkes for dig, så spørg dig selv: “Er der nogen i hele verdenen, som har været i præcis min situation og med de samme kompetencer som jeg har, som alligevel har lykkedes med det som jeg gerne vil lykkes med?”

Jeg håber du får rykket på nogle af dine drømmer og giver overbevisningerne et spark i r*ven ;-))

2018-01-06T09:18:21+00:00

Leave A Comment